Stribede ambassadører

Odense Boldklubs historie strækker sig mere end 130 år tilbage i tiden, og igennem den tid har nogle af klubbens største legender båret klubben frem mod store sejre og mesterskaber, der har lagt fundamentet for vores identitet. Fortiden er vigtig, når vi bygger klubbens fremtid, og nogle af de store figurer gør stadig en stor indsats for at styrke klubben via ambassadørkorpset.

- Nogle af de gamle traditioner, og hvordan tingene foregik dengang, er vigtig for klubben at holde fast i. De gamle minder og historier er en del af klubbens DNA, og det skal vi huske, idet vi bevæger os fremad, siger den stærke forsvarer, Poul Andersen, der var med til at vinde to danmarksmesterskaber i perioden 1974 til 1982.

OB’s ambassadørkorps består af en række tidligere spillere og trænere, der fortsat har deres gang i klubben. Medlemmer af korpset deltager blandt andet i rundvisninger på stadion, oplæg, interviews, klub-arrangementer og ser også med fra tribunerne på Nature Energy Park, når det lader sig gøre.

- Det med at vise udadtil, at man stadigvæk er en del af klubben – det vil jeg gerne være en del af. Jeg vil gerne støtte klubben og stadigvæk være en del af den, selvom jeg ikke spiller længere. Man kommer lidt nærmere den tid, hvor man selv spillede, og de oplevelser man havde. Jeg kan jo bidrage med noget af det, jeg har oplevet i min tid i OB. Jeg vil gerne støtte op om klubben, siger forsvarer Anders Møller Christensen, som også bar anførerbindet for klubben i sin tid i den stribede trøje.

Vi er stolte over, at så mange af klubbens alumner fortsat vil styrke OB, og vi fortsætter med at udvide korpset så vidt det er muligt. 

Allan Hansen,Thomas Helveg, Kim Ziegler, Michael Hemmingsen og Tommy Møller Nielsen er nogle af navnene i OB’s ambassadørkorps - et ambassadørkorps der skal styrke fællesskabet i klubben og skabe involvering.

 

Vi bruger cookies, for at gøre oplevelsen bedre for dig. Læs vores cookie- og privatlivspolitik